De sidste detaljer før fremvisningen
Udskift din dørmåtte
Hvis den er gammel, slidt eller beskidt. Det er det allerførste din køber ser, så den skal være ren og pæn. I samme omgang – vask din hoveddør!
Udskift dine elpærer
Udskift dine elpærer, hvis de er gået. Men – du skal også udskifte dine sparepærer med almindelig elpærer. Ja, jeg ved godt, at det ikke er særligt populært at sige i disse ‘grønne’ tider, men hvis du vil beholde dine sparepærer, så tænd dem allesammen i god tid. En køber venter ikke 30 sekunder på, at lyset kommer. Det giver et dårligt indtryk, hvis dit hus er halvmørkt på grund af dine sparepærer. Dit hjem skal fremstå lyst og venligt.
Tøm skraldespanden
Gå en runde i huset og tøm alle skraldespande. Der må ikke stå noget og lugte. Vask også skraldespanden i køkkenet, hvis det er nødvendigt.
Tilpas temperaturen
Målet med din fremvisning er selvfølgelig at dine købere skal elske dit hjem. De skal føle sig tilpas og må hverken fryse eller svede. Jo længere tid de bliver, jo større sansynlighed er der for, at de køber.
Luk lyset ind
Jeg har set mange fremvisninger med gardiner foran vinduerne, eller persienner, der ikke er trukket helt op. Det er især vigtigt i denne mørke tid. Ud over at de lukker det sparsomme lys ude, så ser det også rodet ud. Husk også snorene på persiennerne – de hænger tit og roder.
Få styr på dine kabler
Der findes så mange måder at få styr på kablerne på. De kan gemmes i fodpaneler, kabelbakker, kasser osv. Det ser meget lidt attraktivt ud med en ormegård under fjernsynet.
Dobbeltjek at der ikke er grimme lugte i dit hus
Den bedste duft er duften af renhed. Luft ud for madlugte, kattebakker, tunge parfumer, indelukkethed og så videre.
Sidst men ikke mindst….
Tænd stearinlys og ild i pejsen. Vent på mægleren, hvis du har stearinlys tændt. De hygger og varmer og sætter den hyggeligste stemning.
Vi har masser af erfaring og succes med, at fremme boligsalg med den rette styling. Hvis du vil se og læse mere om hvordan vi arbejder hos Busy Bees, skal du blot klikke på knappen. Den leder tilbage til oversigten over alle eksempler på, hvor vigtig boligstyling er for salget.